mandag den 26. marts 2012

Danish spring


Danish spring

Så er sæsonens to første løb klaret for min del. Det er dejligt at være i gang med sæsonen, selvom jeg gerne ville have været længere oppe på resultatlisten.

Lørdagens løb blev ret hektisk med 150 løbere til start og med start på startpunktet(!), dermed var der ingen, der havde styr på så meget i starten og folk bredte sig ud i en stor vifte. Jeg var ikke helt med i fronten fra start, da jeg ikke helt kunne komme ordentlig ind på kortet, og ikke ville ryge i forkert gafling. Det var dog alligevel ved at gå galt, men jeg opdagede det dog hurtigt igen. Der var totalt kaos i skoven med løbere over det hele, og det var rigtig svært at orientere individuelt, ihvertfald der hvor jeg lå. Efter post 5 begyndte feltet at blive tyndet mere ud, og det var lidt nemmere at orientere selvstændigt. På det tidspunkt lå jeg måske 20-30sek efter de forreste, men det var ikke muligt at hente det, da jeg på nuværende tidspunkt ikke er stærk nok. Jeg havde nok med at hænge med dem jeg lå sammen med. Det blev en lang kamp, og jeg kan konstatere at terræn og vej er to helt forskellige ting. Og jeg kunne godt mærke jeg manglede noget træning i terræn. Derfor blev det rigtigt tungt i terrænet efter butterflyen, og jeg kæmpede alt hvad jeg kunne for at hænge med dem jeg var sammen med. Lige inden det lange løbestræk til 26’eren, så jeg djurhus bag mig. Og han skulle selvfølgelig ikke have lov til at komme op. På det lange løbestræk føltes det godt i benene og jeg fik lidt mere energi, da jeg passerede en løber. Jeg vidste det galt om at være skarp på de sidste lidt tricky poster i det grønne. Jeg klarede det fint end til 30’eren og tror jeg fik et lille hul til de to andre, men så laver jeg et rigtig sjusket udløb til sidsteposten, så de andre har mulighed for at komme forbi. Det gjorde de heldigvis ikke, og jeg kunne dermed spurte i mål som nr. 18. 1,50min efter.
Jeg er egentlig positivt overrasket over min præstation, da jeg mener at jeg har en del at gå på i forhold til løbsformen. Så jeg tror med at par uger med stadig mere løb, så er jeg helt med i toppen igen. Teknisk kunne jeg dog godt mærke at mine rutiner havde svært ved at følge med i det høje tempo. Og derfor var det en lidt sjusket teknisk gennemførsel, selvom det kan være svært at se ud af kortet. Jeg orienterede ikke specielt selvstændigt, da det var muligt at løbe på andres ryg det meste af vejen, selvom der var lavet et fint gaflingssystem.

Del 1


del 2

Jeg stod over aftenens natstafet, da jeg ikke skulle risikere noget med foden.
Søndag var jeg tilbage på startstregen til stafetten. Da resten af klubben var til Måsenstafetten, var det kun mig og Andreas Boesen, der løb. Jeg løb 1. tur, hvilket igen blev et langt cross-løb. Da jeg ikke var stærk nok til at ligge helt i front. Så jeg lå mest lidt bagved og kontrollede kortet. Midtvejs lå jeg ikke specielt langt fremme, men på den sidste halvdel var jeg stærkere end mange af de andre, hvilket var en rigtig fed følelse. Det er ikke der man regner med at være stærkere end andre efter en lang skadesperiode. På den sidste runde blev der bommet lidt, og jeg kom med i den gruppe der skulle gøre op om 2. pladsen. Jeg måtte dog tage til takke med at skifte til Boesen som 5’er. Var helt færdig efter de 10km i terræn, men det er helt sikkert et løb der er med til at løfte formen. Boesen løb en rigtig godt løb og kom i mål som 4’er, men desværre så udgik vi jo her pga. manglende løbere.

Se resultater fra weekendes løb her: http://www.danishspring.dk/da/resultater/

Indtil videre virker det som om foden godt har kunne klare belastningen fra weekendens løb. Men nu skal jeg lige passe lidt på, da det har været en meget højere belastning for den end jeg har udsat den for i lang tid. Og ellers skal jeg bruge denne uge, hvor jeg er på sjælland, til at få mere fart i benene både i terræn og på vej og sti, så jeg forhåbentlig kan være med i toppen på DM-sprint på lørdag. Jeg satser meget på sprint så derfor vil jeg utroligt gerne vise flaget. Målet er at vinde, men det ved jeg bliver svært med min nuværende løbsform, men det er jo ikke nogen grund til ikke at gøre et forsøg!

fredag den 23. marts 2012

Sæsonpræmiere

Sæsonpræmiere

Så nu har jeg endelig taget mig sammen og lavet en blog. Det er noget jeg igennem længere tid har overvejet, men ikke lige har haft tid til. Nu har jeg dog endelig fået lavet en, hvilket jeg selvfølgelig håber at I synes om.

Efter en lang vinter er det endelig ved at være tid for mig til at gøre sæsonpræmiere. Det sker i morgen til danish spring, hvor der står en mellemdistance med fællesstart på programmet. På forhånd er jeg lidt usikker på, hvor jeg står formmæssigt i forhold til de andre løbere, da jeg fra jul og til midt i Marts har haft problemer med min ene fod. Det har desværre betydet, at jeg ikke har kunne løbe så meget som planlagt, og dermed er løbsformen pt. ikke helt som jeg havde ønsket på forhånd. Jeg har dog fået løbet to fine intervalpas i denne uge, så hvis kroppen ellers er frisk, håber jeg på, at jeg kan være godt med. Selvom løbemængden har været begrænset har jeg fået trænet rigtig fint med en masse alternativ træning. Så den træning håber jeg at kunne "konvertere" til god løbsform på den næste 1,5 måned som der er til EM, der er sæsonens første store mål, så der er stadig fin tid til at få ordentlig fart i benene igen.

På trods af problemerne er planen at være offensiv fra start, og så ligge med fremme så lang tid jeg kan. Jeg vil hellere dø i front end at ligge defensivt ud. Jeg tror også, at det gælder om at være med fra spids, da Tokkekøb Hegn ikke byder på de største tekniske udfordringer, så det gælder om at være med hele vejen.