mandag den 21. maj 2012

EM


Nu sidder jeg i bussen på vej hjem fra EM. Det endte med en 49. plads på mellem, 26. plads på sprint og 19. plads på stafet. Og så kan man så spørge, om jeg er tilfreds? Jeg opnåede ikke min målsætning om at komme i top 25 på mellem og top 15 på sprint. Så selvfølgelig er jeg ikke helt tilfreds, men jeg er heller ikke specielt skuffet. Jeg må bare se i øjnene, at jeg ikke var bedre til EM. Jeg var også uheldig at blive syg i løbet af ugen, som jeg skrev om efter sprint-kvalen. Jeg var helt stoppet i næsen torsdag og fredag, men derefter løsnede det.

På mellemdistancen var benene helt tunge fra start, og det var rigtig tungt mentalt hele vejen. Terrænet var rigtig krævende løbsmæssigt (ihvertfald for mig), da det var ret stenet, og bakkerne var rigtig stejle. Jeg kæmpede så godt jeg kunne, men jeg kunne ikke komme op i tempo. Jeg forsøgte hele tiden at muntre mig selv op, men da jeg blev overhalet af Ulf ved 15’eren og slet ikke kunne følge med, kunne jeg godt se, at jeg nok ikke lå særlig godt. Jeg endte med at blive sidst af de gennemførende. Ikke noget jeg er specielt stolt over. Men jeg ved, at jeg ville have kunne gjort det bedre, hvis jeg ikke havde været syg. Selvom det nok stadig havde været svært at komme i top 25. For at gøre det, skal man nok være stærkere i terræn end jeg er lige nu, så der er ikke andet at gøre end at tage hjem og træne.

Resultater mellem
GPS mellem
Kort med vejvalg
På vej til post 3 på Mellem-finale  (billede Tutzon)



Efter mellemdistancen havde jeg heldigvis en hviledag, da jeg ikke løb langdistance, og kroppen blev mere frisk efter det. Så jeg følte mig klar til sprinten, som er den distance jeg har satset mest på i år. Inden start var jeg fokuseret, og jeg følte mig klar til at gå ud og give den fuld gas fra start. Sygdommen var glemt, og nu var det orienteringen, der var i fokus. Jeg lagde hårdt fra start og lå rigtig godt (nr. 4) efter de 3 førster poster, hvilket jeg synes var ret positivt at se bagefter (man må jo glæde sig over det man kan). Herefter bommede jeg så 4’eren, men fortsatte med at køre på, og jeg løb næsten op med de bedste på mange af strækkende derfra og ind til kortskiftet. Så det var meget fedt. Desværre fik jeg problemer med min maven, og det forhindrede mig i trykke fuldt på den sidste runde. Jeg har før haft problemer med maven, men det er efterhånden et stykke tid siden, så det var lidt træls, at det lige skulle komme til EM. Så jeg endte med at ryge fra en 16. plads til en 26. plads. Så min målsætning om top 15 var altså ikke urealistisk, men det er tæt, så der skal ikke så meget til for at man ryger ned i resultatlisten. Bortset fra 4’eren løb jeg godt teknisk, så jeg tror, at alle mine sprinttræninger har hjulpet. Da jeg kom i mål, var jeg overbevidst om, at jeg ikke havde tempoet til at følge med de bedste, men på stræktiderne kan jeg se, at jeg er godt med indtil, jeg får problemer med maven. Hvis jeg trækker mit bom fra på 4’eren, ville jeg kun ligge 8 sek efter på 12’eren. Men selvfølgelig kan man altid sige det, men jeg synes lige så godt, at jeg kan fokusere på det positive, selvom jeg selvfølgelig stadig ville ønske, at jeg kunne løbe endnu hurtigere. Det er der dog heldigvis råd for. Der skal bare trænes. De to individuelle konkurrencer har givet mig rigtig stor motivation til at træne hårdt for at blive hurtigere og komme højere op på resultatlisten. Så nu skal jeg bare huske på denne følelse under hver træning frem til VM midt i juni, og så kan jeg forhåbentlig gøre det bedre der.

Resultater sprint
GPS sprint
Kort med vejvalg

Post 8 på sprinten  (billede Tutzon)




I dag sluttede EM så med stafet. Jeg løb sidste tur på det danske 1. hold. Søren Bobach løb først, og han var med helt fremme rigtig længe. Desværre tabte han lidt til sidst og endte med at sende Christian Christensen ud som 17 ca. 1.30min efter. CC løb rimelig fint og lavede kun et par små fejl. Han tabte dog lidt tid til teten, og jeg kom ud som nr. 18 ca. 4.30 efter de forreste. Jeg havde besluttet mig for at være offensiv hele vejen, og jeg trykkede derfor hårdt på fra start. Jeg kom ud lige foran Milos Nykodym fra Tjekkiets 2. hold, vi havde forskellig 1’er. Jeg bommede 1’eren lidt, men var stadig foran ham til 2’eren. På vej ind mod 4’eren røg jeg for højt op på skrænten, og jeg mistede derfor 1-1.30min. Der blev jeg hentet af Gernot Kerschbaumer og Kratov. Jeg forsøgte at hænge på, men jeg var ikke stærk nok i terrænet, så jeg mistede hele tiden lidt til dem. Og jeg så dem sidste gang ved 15’eren. Men jeg var sammen med Milos det meste af vejen fra 12’eren. Han satte mig dog på vej til 17’eren, da jeg blev forvirret over de mange skispor. Og så kunne jeg ikke hente ham igen på det sidste løbestykke. Jeg endte med at løbe holdet i mål som 19’er.

Resultater stafet
Gps stafet
Kort med vejvalg

Målgang på stafetten (billede Tutzon)


Herefter løbet kan jeg igen konstatere, at jeg mangler noget fysisk i forhold til de bedste. Men jeg synes heller ikke at jeg har været i super god fysisk form heroppe. Jeg sidder lidt med en fornemmelse af, at jeg var bedre løbende i starten af December, inden jeg blev skadet. Det er selvfølgelig ikke sikkert, det er rigtigt, og jeg har egentlig ikke nogen tid, som direkte kan indikere det, men jeg følte mig bare bedre løbende især i terrænet i December. Så nu må jeg bare sætte mig ned og overveje, hvad jeg måske kunne have gjort anderledes i min træning. Og så må jeg bare sørge for at være bedre til VM om 2 måneder.

På trods af at jeg ikke helt nåede mine mål, var det en rigtig fed tur til EM. Det var som sædvanlig rigtig hyggeligt at være med landsholdet på tur. Pigerne leverede også rigtig gode resultater, specielt på de sidste to konkurrence. Det var rigtig imponerende, og jeg tror også, at det kan være med til at give os drenge noget tro på, at vi også kan gøre det godt.

Jeg kommer helt sikkert til at skrive mere om min træning frem mod VM. Det næste, der står på programmet, er iagtagelsesløb til VM i næste weekend. Her er målet at løbe mig på VM-holdet. Jeg satser allermest på sprinten, hvor målet er at vinde.

onsdag den 16. maj 2012

EM sprint kval


Nu ligger jeg i min seng efter en velgennemført sprint kvalifikation. Jeg løb helt som jeg skulle og lavede ikke rigtig nogen fejl. Det er dejligt at se, at farten også er ved at være der, selvom jeg slet ikke var frisk, da jeg vågnede i morges.

Næsen var fyldt med snot, og halsen var tør og træls, da jeg vågnede. Kroppen føltes også helt slap, og jeg måtte bruge en del energi på at sætte mig selv op. Det er nemlig ikke den følelse, jeg har drømt om at have i kroppen morgenen inden EM-sprinten. Så der var en del tanker, der nåede at gå igennem mit hovedet på vejen fra Orsa til Falun, som er en 1,5timers køretur. Jeg var nervøs for ikke kunne få ordentlig gang i kroppen inden start, og jeg ikke ville have farten til at gå videre, da lidt sygdom nedsætter præstationsevnen med nogle procent. Men jeg besluttede mig for at kæmpe hele vejen lige meget, hvordan det føltes, og så måtte resultatet blive som det blev.

Da vi nåede frem til karantæneområdet, føltes kroppen stadig træt, men den vågnede heldigvis lidt op, da jeg kom ind i hallen, hvor resten af løberne sad. Jeg tog en rimelig lang opvarmning for at få gang i kroppen, og det føltes egentlig ok inden start efter jeg havde lavet et par stigningsløb. Så var det lidt nemmere at glemme forkølelsen og fokusere på det, som det gjaldt om. Vi havde luret starten hjemmefra, og jeg var ret sikker på, at vi startede direkte ud med en post i skoven. Så jeg skulle være helt skarp fra start og få 1’eren sikkert. Det lykkedes, og derefter gik det fint. Jeg var lidt i tvivl om vejvalget til 5’eren, men besluttede mig ret hurtigt. Da der ikke er kommet stræktider endnu, har jeg ingen idé om det var det rigtige jeg gjorde, men jeg tror det var helt fint. Da vi passerede vejen efter 9’eren, følte jeg mig rimelig sikker på, at jeg nok skulle klare det. Jeg fortsatte selvfølgelig med at give den gas resten af vejen. Jeg satte dog lidt ned for farten, da jeg kom ned mod sidste posten og hørte Per Forsberg sige, at jeg løb mod en 2. eller 3. plads. Det endte med en 3. plads, 26 sek efter Martin Hubmann.


Nu står den bare på afslapning og opladning til mellemdistance finalen i morgen. Jeg håber virkelig, at min krop bliver mere frisk end den har været i dag. Jeg er dog ret fortrøstningsfuld, da det ikke føles som om det er blevet værre efter løbet. Og mon ikke det nok skal gå, hvis jeg bruger diverse heksemidler som ingefær, lime, honning og halstabletter.

mandag den 14. maj 2012

EM Mellem kval


I dag startede EM med kvalifikation på mellemdistance. På forhånd håbede jeg på en plads i finalen, hvilket betød, at jeg skulle komme blandt de 17 bedste i mit heat. Jeg var lidt i tvivl om mit niveau i forhold til de andre løbere, da det var den første internationale konkurrence i år, så jeg følte mig langt fra sikker på at gå videre.

Jeg var rigtig fokuseret inden start, og jeg startede rigtig fint. Posten 1 lå i et lidt diffust område med dårlig sigt og løbbarhed, men jeg havde fint styr på det og røg lige i posten. De næste par poster lå i helt åben skov med super god sigt. Så her galdt det bare om at trykke godt på at kigge op. Jeg kom lige lidt skævt til 7’eren, og på 8’eren og 9’eren var jeg lidt usikker ind i posten, men ellers gik det godt resten af vejen. På vej op ad bakken til sidst var jeg godt brugt, men kæmpede hvad jeg kunne, da speakeren snakkede om, at jeg havde mulighed for at komme i mål som 5’er. Men det var rigtig tæt lige omkring mig, og jeg var 8’er, da jeg kom i mål. Jeg var rimelig godt tilfreds med mit løb, men var spændt på om de 40sek jeg nok havde tabt var for meget i forhold til finalen.

Vi kørte rigtig hurtigt hjem derude fra, så vi kunne komme hjem og slappe af i stedet for at stå på stævnepladsen og fryse. Det betød, at jeg ikke vidste om jeg var gået videre før vi kom hjem. Jeg var rigtig nervøs på vej hjem i bilen, men heldigvis kunne Claus fortælle mig, at jeg var endt som 16’er, da jeg kom hjem. Så det var en god besked. Jeg var 1.53 efter Olav Lundanes, hvilket jeg er rimelig fint tilfreds med. I hvertfald er det rigtig dejligt at være videre, og nu glæder jeg mig bare rigtig meget til finalen på torsdag.


I morgen er der lang kvalifikation, men her skal jeg ikke løbe. Så jeg har dermed  fin mulighed for at forberede mig til sprint-kvalifikationen på onsdag. Sprinten er noget jeg har set rigtig meget frem til, så jeg håber på at kunne gøre det godt der.