Den internationale sæson endte for en uge siden, da den
afsluttende jagtstart på Nort blev løbet i Voukatti, Finland. Det betyder også
groft sagt, at min sæson er slut for i år. Nu gælder det om at begynde at se
frem mod og planlægge næste sæson. Hvad skal ændres?, hvad var godt? osv. Jeg
vil her prøve at sætte ord på, hvordan jeg selv har oplevet sæsonen, og hvad
jeg vil prøve at ændre til næste år.
Det er nærliggende at starte med NORT, som kun ligger en
lille uge tilbage. Resultatmæssigt var det rimelig sløvt for min del. Jeg kom
ikke videre til nogen finaler, hvilket jeg selvfølgelig var ret skuffet over.
Jeg havde dog heller ikke helt troen på det i starten af touren, da jeg havde
været skadet siden O-ringen og først rigtigt kunne løbe ordentligt den sidste
uge op mod NORT. Men jeg havde forventet, at jeg kunne løbe mig i form
undervejs og ihvertfald gå videre til sprint-finalen i Finland. Denne tro blev
styrket, da jeg kun var 10sek fra at gå videre til finalen i Oslo på trods af
en rimelig stor fejl. Sprinten var også en del i skov, hvilket normalt ikke er
til min fordel. I Gøteborg kom jeg endnu tættere på, og var som nr 25 kun 2 sek
fra at gå til finalen. Jeg lavede kun nogle små fejl og skulle have haft en
lidt højere tempo for at være sikker på at gå videre, men det var trods alt
bedre og lovede godt i forhold til by-sprinten i Finland.
Sprinten i finland var en ren by-sprint stortset uden stigning.
På forhånd vidste vi, at arrangørerne havde sat hegn op for at lave flere
fælder og skabe vejvalg. Om morgenen føltes benene lidt tunge, men jeg var klar
på, at den skulle have fuld gas, og at jeg skulle være opmærksom på de nye
hegn. Starten var på stævnepladsen og 1’eren var ret enkel, så der var fin
mulighed for at se på strækket til 2’eren. Ser med det samme det opsatte hegn,
og beslutter mig for at køre venstre. Lidt efter tror jeg, det er muligt at
skære et hjørne og spare noget længde. Det var det bare ikke, og jeg ender
dermed i den fælde, som jeg havde set. Føler mig rigtig, rigtig dum, da jeg ser
hegnet, og jeg vender om med det samme. Det er ikke lige positive tanker, som
går igennem mit hoved, og de tunge ben fra om morgenen begynder at komme
tilbage. På forhånd vidste jeg, at det ville blive svært at gå videre i det
stærke felt. Der er derfor ikke plads til sådan nogle fejl medmindre, at man
har de hurtige ben med. Herfra blev det en mental kamp. Jeg laver ikke nogen
fejl resten af vejen, men tempoet var heller ikke højt nok. Da jeg bliver
hentet af Eskil Kinneberg med 1min ved jeg godt, at det bliver umuligt gå
videre. Jeg prøver at hænge på, men det er svært, når man ved, der ikke er det
store at kæmpe for. Efter løbet kan jeg konstatere, at jeg ikke gik videre.
Skuffelsen var stor, men samtidig fik jeg god motivation for at gøre det godt
dagen efter, hvor den stod på jagtstart på mellemdistance.
 |
| Starten på mellemdistancen. Foto: Tutzon |
Jeg følte ikke jeg havde fået det optimale ud af min form på
nogen af løbene. Jeg havde ikke ramt det mentale niveau, der lige giver en det
sidste både o-teknisk og fysisk. Målet var derfor at ramme den tilstand til det
sidste løb. Det føler jeg, at jeg lykkedes med. Fysisk følte jeg mig ret godt
løbende, og teknisk var der også mange positive ting, jeg kunne tage med mig.
Det betød, at jeg kunne løbe mig to pladser op, så jeg samlet blev nr. 38. Det
var rigtig dejligt at lykkedes den sidste dag, og derfor så jeg også meget frem
til den efterfølgende woc-træningslejr. Desværre blev den ikke så hård for mig,
da jeg efter 4 træninger i mellem-relevant terræn fik ondt i lænden. Jeg har
haft problemer med lænden det meste af 2012, men det har aldrig været så slemt.
Jeg kunne dårligt gå rundt, og jeg havde store smerter, når jeg roterede ryggen
den mindste smule. Jeg fik lidt behandling af en fysioterapeut, som forsøgte at
sætte mit låste bækken på plads uden held. Jeg har endnu ikke fået det sat på
plads endnu, og jeg har stadig smerter. Det har betydet, at jeg desværre ikke
har været i stand til at løbe DM-stafet og DM-lang, som jeg ellers havde set
frem til. De sidste dage på træningslejren var det derfor ikke muligt for mig
at lave noget træning. Dermed havde jeg god tid til at gøre tanker om sæsonen 2012
og næste sæson.
De resultatmæssige højdepunkter 2012 har helt klart været
VM-stafetten (6. plads), VM-sprint kval (2. plads) og DM-mellem (2. plads).
Stafetten var virkelig en stor oplevelse, og noget jeg er rigtig stolt over at
tænke tilbage på, mens at de to andre ikke vejer lige så højt, da det ikke har
været sæsonens vigtigste løb.
Når jeg kigger på resultatlisten fra world cup og vm, ser
jeg mange navne som jeg kender fra min juniortid. Bl.a. Matthias Kyburz, Gustav
Bergmann, Jonas Leandersson osv. De har formået at tage skridtet op og være med
i toppen i senior-klassen på kun to år. Der er meget imponerende, men samtidig
synes jeg også, at det fortæller mig at jeg har gjort noget galt. For 2 år
siden kunne jeg slå dem, men nu er de en del bedre end mig. At de har taget
skridtet op i toppen viser også, at det slet ikke er umuligt, selvom
konkurrencen er hård, man skal bare finde sin vej der op. Og jeg er på vej til
at finde min.
Næste års store mål bliver VM i Finland og World Games i
Columbia. På grund af vm programmets sammensætning føler jeg ikke, at man kan
løbe sprint og lang, og derfor er målet at komme med på mellemdistancen og
sprinten. Sprinten er igen, den distance som jeg satser mest på og målet er top
12. Mellemdistancen bliver en stor udfordring for mig at få lov til at løbe.
Terrænet er stenet og tungt og normalt ikke noget, som passer mig specielt
godt, men det har jeg tænkt mig at lave om på. Det første der skal ske i
forhold til at kunne realisere denne drøm, er at få styr på ryggen. Den har
generet mig meget i terrænet, og gjort mig ret umobil, hvilket slet ikke er
optimalt, når man hopper rundt mellem sten. Derfor er den første priotet i
øjebilkket. Når jeg forhåbentlig snart har fået styr på den og samlet energi
til at træne frem mod næste sæson, begynder jeg den seriøse træning igen i
Oktober, da der allerede ligger en world-cup afdeling i starten af januar. Og
så skal jeg ellers forsøge at blive stærkere i terræn samtidig med, at jeg
selvfølgelig også kommer tilbage i ordentlig sprint-form.
I år har jeg ikke helt følt, at jeg har ramt den fysiske
form på de rigtige tidspunkter. Fysisk har det føltes lidt op og ned hele året,
uden at jeg har været helt på toppen på de vigtige konkurrencer. Jeg tror
tildels, at det skyldes for dårlig planlægning. Jeg har ikke helt haft styr på,
hvordan sæsonen så ud, og hvordan jeg skulle træne i forhold til de vigtige
konkurrencer. Dermed har der måske ikke været den store tanke bagved min
træning en måned før fx EM i forhold til at kunne præstere godt til EM. Det
skal der laves om på, og jeg er derfor i gang med at planlægge næste års sæson.
Hvilke løb skal jeg løbe, og hvordan skal jeg træne, og hvad skal der være
fokus på i de forskellige perioder. Jeg har sammenlignet denne sæson med 2010
sæsonen, som var min mest succesfulde sæson, da jeg bl.a. blev jr.
Verdensmester på hjemmebane. Og jeg tror, at planlægningen af 2010 sæsonen var
afgørende for, at jeg lykkedes. I 2010 havde jeg også følelsen af at blive
stærkere og stærkere gennem hele sæsonen, hvilket nok skyldes planlægningen
samt den store priotering jeg gjorde i forhold til jwoc. Jeg var ekstremt
kynisk i forhold til at få hvilet nok, trænet hårdt, lytte til kroppen omkring
sygdom og skader. De to sidste år har jeg ikke været helt kynisk nok. Jeg tror
ikke helt jeg har gjort de rigtige prioteringer, specielt har jeg været for
dårlig til at hvile ordentlig og respektere sygdom, hvilket har gjort at
kroppen til tider har været for nedkørt også til vigtige konkurrencer.
 |
| Det er det her jeg skal tilbage til! Foto: Tutzon |
Det kommer jeg til at blive igen for ellers er det ikke
muligt at blive blandt en af verdens bedste, og det er det jeg gerne vil. Jeg
vil ikke rode rundt som nr. 50 i world cuppen, så nu skal der satses.
