Fra World Games sølv til ?

En elitesportskarriere er fuld af op- og nedturer. Hvis det endnu ikke er gået op for dig, håber jeg at de sidste mange indlæg og dette kan gøre det klart for dig J

Den 30/7 drog vi fire løbere og 2 trænere til Columbia for at løbe World Games. Som tidligere nævnt var jeg usikker på formen, da foden havde gjort det svært at løbetræne, som jeg gerne ville. Dog følte jeg mig rigtig godt løbende, da jeg dagen inden afrejse løb den første hurtige træning efter vm. Så jeg var optimistisk, da vi tog afsted. Det var en lang rejse, hvor vi blev lidt forsinkede og først var fremme på hotellet 24 timer efter, vi tog afsted fra Århus. Så dagen efter var jeg ikke meget værd, men det føltes alligevel ok, da jeg joggede en tur med Tue i den forurenede luft i Cali.

På forhånd var jeg spændt på, hvordan det ville være i Columbia både med byen, terræn og de andre sportsgrene. På model-eventen dagen inden sprinten blev jeg bekræftet i, at terrænet på sprinten var i den lette ende af skalaen. Det var en park område omkring en å med et uinteressant by område rundt om. Derfor var jeg klar på at løbe stærk i den Columbianske varme dagen efter.

Det føltes nogenlunde under opvarmningen, men da jeg begyndte at løbe stærk ude på banen føltes kroppen tung pga. varmen, og jeg trætheden kom hurtigere end normalt, så der skulle kæmpe for at holde tempoet oppe. Jeg lavede kun to meget små fejl, som ikke har kostet mere end 5 sek. Den største fejl var, da jeg stoppede op 10m før mållinjen, da jeg var helt ude i tovene fysisk, og dermed ikke lagde mærke til, at det var startlinjen jeg stoppede ved. Jeg tabte måske 7. pladsen på det, men var alligevel rigtig godt tilfreds med at blive nr. 8, 28 sek efter Mathias Kyburz. Det gav selvtillid at være så godt med på trods af min problemfyldte forberedelse.

På forhånd glædede jeg mig rigtig meget til sprint-stafetten, hvor vi havde en god chance for at tage en medalje. Og jeg havde derfor på forhånd ikke tænkt så meget på mellemdistancen, som lå dagen efter sprinten. Både fordi det er den disciplin, jeg som regel har sværest ved, og fordi jeg ikke vidste, hvordan terrænet ville blive, da vi ikke har kunne løbe i noget relevant terræn inden løbet. Jeg var dog fokuseret som jeg altid er inden vigtige løb, og jeg var klar til at kæmpe hele vejen. Terrænet var ret, så grønt og ind imellem var der et par dejlige lianer med store torne på. Derfor forsøgte jeg mig at holde mig på stierne for ikke at sidde fast i det grønne. Det gik rigtig fint på 1. runde, og jeg fik at vide, at jeg passerede arenaen i bedste tid. Herfra begyndte jeg at mærke varmen, og hovedet begyndte at koge lidt over, så jeg lavede et par dumme vejvalg og forsøgte at løbe igennem junglen, hvilket jeg tabte meget tid på. Efter løbet viste det sig, at jeg lå 2’er det meste af vejen 25 sek efter M. Kyburz, indtil jeg løb dårligt til 4 poster i træk og dermed endte jeg på 4. pladsen hhv. 2 og 3 sek fra 3. og 2. pladsen. Her bagefter er jeg rigtig stolt, men også lidt ærgelig over mit løb. Det er fedt at se, hvordan jeg har nærmet mig toppen i løbet af det sidste år. Det gav mig blod på tanden i forhold til stafetten dagen efter, og det vidste jeg også at de andre havde.

Sidste posten på mellemdistancen

Vi havde snakket meget om stafetten i dagene inden, og jeg vågnede kl. 5 om morgenen og kunne ikke lade være med at tænke på den. Med andre ord, så var jeg klar. Jeg skulle løbe 3. tur efter Tue og Ida. De tog begge næsten alle de lange gaflinger. Det betød, at jeg havde lidt inderbane i forhold til mange af de andre, og dermed kunne jeg hente en del placeringer og skifte til Maja som nr. 4. Langt efter Schweiz, men ikke langt efter Tjekkiet og Østrig, som lå foran. Maja hentede og satte hurtigt de to og kunne løbe os indtil sølvmedaljen. Fantastisk at lykkedes sammen med de tre andre og få den medalje vi alle havde drømt om.

Vild jubel :-)

World Games var mere end gode placeringer. Jeg fik også set et par andre sportsgrene fx kajakpolo og korfball. Derudover følte vi os alle som kæmpe stjerner, når vi gik igennem byen og blev overfaldet af folk, der ville have billeder med os. Det var sjovt at prøve, og jeg forsøgte at give mig tid til at tage billeder med alle dem der gerne ville. Ellers var noget af det vildeste afslutningsceremonien med op til 50.000 mennesker, der gik amok til salsamusik. Så alt i alt synes jeg, at det var et fint arrangement, også de tre orienteringsløb. Der har været skrevet mange dårlige ting om baner og terræn, men jeg har opfattelsen af at arrangørerne gjorde det så godt de kunne med det de havde til rådighed af terræn.

Men som sagt går en elitesportskarriere op og ned, og efter en lang hjemrejse forventede jeg at få svar på min MR-scanning hjemme i Århus. Desværre ville lægen gerne havde lavet endnu en scanning for at kunne give mig en mere præcis diagnose. Så derfor har jeg i dag fået lavet endnu en scanning, som jeg håber på at få svar på snarest muligt. Så nu ved jeg ikke, hvordan resten af sæsonen kommer til at se ud for mig, men jeg håber på det bedste. Foden var nogenlunde til løbene i Columbia, men er nu begyndt at gøre ondt igen, så den næste uge kommer jeg ikke til at løbe specielt meget. To be continued....

Man kan se gps-tracking og resultater fra World Games http://wg2013.orienteering.org/

World Games

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, tingene går op og ned. Foden har ikke været særlig god efter vm, hvilket har gjort det sværere for mig at forberede mig ordentlig til World Games i Cali, Colombia.

Jeg sidder nu i toget på vej til Aalborg, hvor jeg skal have lavet en MR-skanning af foden. Team Danmarks sportsmedicinske team har arbejdet hårdt med at få min fod til at føles bedre. Det har hjulpet, men det har taget et godt stykke tid. Foden var nemlig ikke særlig glad for terrænet i Finland, da den fik mange små vrik hele tiden. Jeg mærkede det under opvarmningen, men ikke under konkurrencerne, så det hindrede mig egentlig ikke overhovedet til vm. Dog begyndte den at gøre ondt, når den blev kold igen.

Efter vm var den ikke særlig god, og det gjorde ondt bare at gå. Derfor gik der 8 dage, før jeg prøvede at løbe igen. Jeg løb 10min og det gjorde ondt lige fra start. Så det var lidt demotiverende. Den er dog blevet meget bedre siden, og jeg har i løbet af den sidste uge løbet korte ture på 30min hver dag. Selvfølgelig ikke helt optimalt, men jeg har løbet meget tidligere i år, så jeg tror at det er muligt at vedligeholde løbeformen uden super meget træning. Derudover har jeg også lavet et par gode interval træninger på cross-trainer, så jeg tror egentlig at formen er ret god. Men det må resultaterne i Colombia vise om jeg har ret i J

Ellers glæder jeg mig til at komme til Colombia for både at præstere og opleve World Games arrangementet. Jeg tror stadig på, at jeg kan lave et rigtig godt resultat på sprinten, hvor jeg håber at kunne følge op på 6. pladsen fra vm. Jeg ved også, at vi har en god chance for at kæmpe om medaljerne på sprint mix-stafetten, men det kræver gode løb af alle, da det helt sikkert bliver mega tæt!

Ellers så regner jeg med, at jeg ved mere om foden når jeg er tilbage i DK igen. Formentlig skal jeg have lavet et lille indgreb i foden, men det må vi se på efter Colombia.

Se mere om World Games her: http://www.theworldgames.org/

Vejen til 6. pladsen

Nr. 23 2010, nr. 19 2011 og nr. 20 2012 var mine tidligere placeringer på VM-sprint. I år lykkedes jeg endelig og blev nr 6. Her kommer en lille beretning om vejen dertil.

Tidligere år har jeg ofte løbet godt i kvalen, men ikke fået det til i finalen. I år var fokus rettet på finalen helt fra start, og jeg følte mig godt forberedt. En god kval gav mig en fin bekræftelse på formen, men ændrede ikke på min tilgang til finalen. Målet var stadig top 6. I finalen oplevede jeg for første gang i min karriere at få gummiben pga. nervøsitet på vejen fra prestart til start. Ellers var finalen en intens oplevelse med mange svære vejvalgsbeslutninger og mange tilskuere. Jeg lykkedes godt bortset fra et dårligt vejvalg, der måske kostede en rigtig godt placering, og så kunne jeg også godt have ønsket mig bedre ben (men hvem kunne ikke det?). Det rakte altså til en 6. plads. Men det er som sagt ikke Vm-sprinten, det skal handle om, men vejen dertil. Hvis man er interesseret i at læse om sprinten, kan Boesens indlæg anbefales. http://ahboesen.blogspot.dk/

De to sidste år har jeg løbet dårligt i finalen, jeg har ladet mig gå på at trætte ben og ikke været offensiv nok. Efter sprinten i 2011 og 2012 har jeg været meget skuffet, da jeg var sikker på at potentialet for en god placering var tilstede. Jeg tror, at min mentale indstilling ikke har været optimal inden start, og jeg har brugt for meget energi på forstyrrende tanker inden og under løbene. Efter samtaler med en af Team Danmarks sportspsykologer Kristoffer Henriksen, har jeg fået styr på det mentale, og dermed har jeg kunne fokusere på at præstere.

Det er ikke den eneste ændring jeg har gjort. Min træning har tidligere bestået af løb, men også en del alternativ træning, da jeg ofte har haft problemer med enten større eller mindre skader. Men fra midt i februar og til VM har min træning hovedsageligt bestået af løb suppleret med styrketræning og lidt alternativ træning. Jeg har løbet mellem 8-14 timer hver uge, og der er noget jeg tydeligt har kunne mærke på løbsformen fremfor alt på hårdt underlag. Fysiske tester har også vist, at min syregrænse har rykket sig meget og er rigtig høj.

På vej til publikumsposten WOC sprint

Jeg har hele året haft VM-sprinten som mål, og derfor har min træning været tilrettelagt denne konkurrence. Jeg har ikke prioteret terræn-træninger ligeså højt, og jeg har i stedet været på bl.a. en sprint-træningslejr i Italien i Marts og derudover nørdet usandsynligt mange sprintkort fra Worldofo, når jeg har trænet alternativt. Den koncentrerede træning har fået sprint-rutinerne til at sidde på rygraden, og det har givet mig følelsen af, at jeg ikke behøver at løbe et exceptionelt løb for at være med i toppen. Det er derfor jeg lykkedes med at blive nr. 6 på VM-sprinten. Næste år i Italien bliver målet en medalje, men det kommer ikke af sig selv! Kan kun citere en af meget spillede sange for øjeblikket: ”Wake me up” med Avicii og sige: ”I can’t tell where the journey will end but I know where to start!”.

Ellers så passer det hvad man siger med, at det bedste med at lykkedes er vejen der til. Den går op og ned. Se selv mine op og nedturer i løbet af det sidste år.

Midt september: får konstateret et gammelt træthedsbrud i en lændehvirvel. Starter genoptræning.
Slut oktober: begynder at løbe igen. Føles godt og kommer hurtigt op på en ok løbemængde.
Start november: Ryggen gør ondt igen. Får lavet MR-skanning og får ikke noget nyt at vide. Meget frustrerende periode. Motivation er i bund i en uge eller to.
Slut november: Får trænet godt alternativt, men kroppen vil ikke løbe. World cup på New Zealand føles langt væk.
Midt december: Finder ud af at det er ok at løbe på løbebånd med stigning. Får løbet tre gange 20min inden afrejse til NZ.
Slut december: Varmen har fået smerterne i ryggen væk, og jeg kan løbe en del på NZ. Er dog stadig lidt forsigtig.
Januar: Bliver nr. 20, 23 og 20 på World Cup i NZ. Kæmpe succesoplevelse. Nu er motivationen stor.
Februar: Bliver nr.4 på WRE på mellem i Portugal. Ryggen er ikke længere et problem, men jeg fortsætter med diverse øvelser.
Midt marts: Løber en masse gode sprinter til MOC-sprint camp i Italien. Træner måske lidt for hårdt og er mærket et par uger efter, hvor jeg bliver lidt småsyg.
Slut april: Formen føles god, og til DM-sprint fører jeg hele vejen, indtil jeg laver en kæmpe fejl og bliver 5’er. Ærgeligt, men bliver mere motiveret og får trænet godt på. Formen dykker lidt, og jeg føler mig meget træt inden tiomila. Kommer dog til hægterne inden tio.
Midt maj: Bliver lidt syg på vm-træningslejren i Finland og bliver nødt til at stå over et par træninger. Er dog klar til testløbene ugen efter, hvor jeg vinder sprinten klart. Senere løber jeg fynsk sprint cup og får god sprint-træning i forhold til Vm og NORT
Start juni: Får god start på NORT med 6. plads til sprinten i Norge. Kommer dog hurtigt ned på jorden, da jeg har en off-day og ryger ud af kvalen til Knock-out sprinten. I Finland lykkedes jeg endelig i på en sprint-dag og bliver nr. 5 i Turku. Har dog problemer med den ene fod.
Midt juni: Tager et par dages løbepause for at få styr på foden. Den bliver bedre, men ikke helt på toppen, og får at vide af Team dk lægen at jeg bare skal træne videre på den.
Start juli: Formen er god, foden er lidt øm, men lykkedes med at blive nr. 6 på Vm-sprinten.

Når jeg kigger tilbage på det, har det været en fantastisk rejse. . Nu er næste mål World Games om 7 dage.

Tre måneder

I mandags blev jeg udtaget til den første World Cup runde, som skal løbes i New Zealand. Der er nu tre måneder til løbene, og nu starter de seriøse forberedelser for alvor. Jeg er rigtig motiveret, og glæder mig rigtig meget til den kommende træningsperiode, og til at se hvor meget jeg kan rykke mig de næste tre måneder. Forhåbentlig rigtig meget, det er ihvertfald målet.

Som nævnt i mit sidste indlæg fik jeg under træningslejren i Finland efter NORT problemer med ryggen. Og jeg blev derfor undersøgt af Team-Danmarks eksperter, da jeg kom hjem til Århus. En røntgenundersøgelse viste, at jeg engang har haft et træthedsbrud i en af lændehvirvlerne, hvilket har gjort, at jeg er meget stærkere i venstre side af ryggen, og derfor har den fået lov til at lave det meste af arbejdet. Det er ok, hvis man træner et par gange om ugen, men når man træner lige så meget som jeg gør, overbelaster man sine muskler og får ondt (nogle gange rigtig ondt).

Jeg har fået en masse øvelser, så jeg kan få rettet op på ubalancen. Øvelsernes formål er at styrke min core-muskulatur, som har været for svag, og de ser måske ikke så hårde ud, men jeg kan love for, at de er udfordrende. Team-Danmarks fysioterapeut Gitte Karlshøj har de seneste to uger udfordret mig med øvelser, der har krævet, at jeg har brugt små musklerne, jeg slet ikke vidste jeg havde. Forhåbentlig kan den forøgede styrke, også hjælpe mig til at udnytte kraften fra mine ben bedre, så jeg kan løbe hurtigere. Jeg føler øvelserne hjælper, jeg kan ihvertfald mærke fremgang, og jeg har derfor fået lov til at løbe lidt på fladt og blødt underlag. Det er indtil videre gået fint, og jeg håber selvfølgelig på fortsat fremgang.

Jeg er dog imidlertid stadig forsigtig, og derfor har jeg også meldt fra til Elitecenterets træningstur til Frederiksstad næste fredag. Der er nemlig kun en ting der gælder nu, og det er World Cup på New Zealand. Som jeg har nævnt, er jeg rigtig motiveret for at forberede mig ordentligt, og jeg føler allerede, at træningen går rigtig godt. Jeg har pga. ryggen stortset kun lavet alternativ træning det sidste stykke tid. Træningen har udover core-styrke bestået af cykel, cross-trainer og romaskine. Alt sammen har været i fitnessdk, da jeg desværre ikke har en cykel, der er god nok til at træne på. Men jeg forsøger at få det bedste ud af det, og når man har accepteret, at det er det man kan, er det intet problem. Jeg er specielt tilfreds med de intervaller, jeg får kørt på cross-trainer. I denne uge har jeg kørt tre intervalpas på cross-trainer, to pas med 10*3min intervaller med 1min pause og et pas med 8*4min med 1min pause. Jeg får pulsen helt vildt godt op på sådanne pas, og jeg tror helt sikkert, at det er med til at forbedre mig. Jeg er ihvertfald begyndt at føle mig rigtig stærk på træningerne.

For mig er det den fedeste følelse, når man føler sig rigtig stærk på de hårde træninger. Det er en følelse, jeg vil prøve at holde fast i de næste tre måneder i mine forberedelser. Det er selvfølgelig ikke altid lige nemt, når man træner meget. Formen svinger nemlig op og ned i hårde træningsperioder, og det skal den også, men jeg vil ihvertfald forsøge at undgå, at der går for lang tid mellem, jeg har denne følelse. Det bliver en udfordring, men hvis jeg lykkedes med det, tror jeg også, at jeg kan tage til New Zealand i rigtig god form og levere et rigtig godt resultat. Forhåbentlig bedre end jeg nogensinde har leveret som senior. Det er ihverfald det jeg drømmer om, når jeg står og studerer kortene fra New Zealand, mens jeg børster tænder. 

Tiden må vise om det lykkedes mig.

Sæsonen 2012

Den internationale sæson endte for en uge siden, da den afsluttende jagtstart på Nort blev løbet i Voukatti, Finland. Det betyder også groft sagt, at min sæson er slut for i år. Nu gælder det om at begynde at se frem mod og planlægge næste sæson. Hvad skal ændres?, hvad var godt? osv. Jeg vil her prøve at sætte ord på, hvordan jeg selv har oplevet sæsonen, og hvad jeg vil prøve at ændre til næste år.

Det er nærliggende at starte med NORT, som kun ligger en lille uge tilbage. Resultatmæssigt var det rimelig sløvt for min del. Jeg kom ikke videre til nogen finaler, hvilket jeg selvfølgelig var ret skuffet over. Jeg havde dog heller ikke helt troen på det i starten af touren, da jeg havde været skadet siden O-ringen og først rigtigt kunne løbe ordentligt den sidste uge op mod NORT. Men jeg havde forventet, at jeg kunne løbe mig i form undervejs og ihvertfald gå videre til sprint-finalen i Finland. Denne tro blev styrket, da jeg kun var 10sek fra at gå videre til finalen i Oslo på trods af en rimelig stor fejl. Sprinten var også en del i skov, hvilket normalt ikke er til min fordel. I Gøteborg kom jeg endnu tættere på, og var som nr 25 kun 2 sek fra at gå til finalen. Jeg lavede kun nogle små fejl og skulle have haft en lidt højere tempo for at være sikker på at gå videre, men det var trods alt bedre og lovede godt i forhold til by-sprinten i Finland.

Sprinten i finland var en ren by-sprint stortset uden stigning. På forhånd vidste vi, at arrangørerne havde sat hegn op for at lave flere fælder og skabe vejvalg. Om morgenen føltes benene lidt tunge, men jeg var klar på, at den skulle have fuld gas, og at jeg skulle være opmærksom på de nye hegn. Starten var på stævnepladsen og 1’eren var ret enkel, så der var fin mulighed for at se på strækket til 2’eren. Ser med det samme det opsatte hegn, og beslutter mig for at køre venstre. Lidt efter tror jeg, det er muligt at skære et hjørne og spare noget længde. Det var det bare ikke, og jeg ender dermed i den fælde, som jeg havde set. Føler mig rigtig, rigtig dum, da jeg ser hegnet, og jeg vender om med det samme. Det er ikke lige positive tanker, som går igennem mit hoved, og de tunge ben fra om morgenen begynder at komme tilbage. På forhånd vidste jeg, at det ville blive svært at gå videre i det stærke felt. Der er derfor ikke plads til sådan nogle fejl medmindre, at man har de hurtige ben med. Herfra blev det en mental kamp. Jeg laver ikke nogen fejl resten af vejen, men tempoet var heller ikke højt nok. Da jeg bliver hentet af Eskil Kinneberg med 1min ved jeg godt, at det bliver umuligt gå videre. Jeg prøver at hænge på, men det er svært, når man ved, der ikke er det store at kæmpe for. Efter løbet kan jeg konstatere, at jeg ikke gik videre. Skuffelsen var stor, men samtidig fik jeg god motivation for at gøre det godt dagen efter, hvor den stod på jagtstart på mellemdistance.

Starten på mellemdistancen. Foto: Tutzon

Jeg følte ikke jeg havde fået det optimale ud af min form på nogen af løbene. Jeg havde ikke ramt det mentale niveau, der lige giver en det sidste både o-teknisk og fysisk. Målet var derfor at ramme den tilstand til det sidste løb. Det føler jeg, at jeg lykkedes med. Fysisk følte jeg mig ret godt løbende, og teknisk var der også mange positive ting, jeg kunne tage med mig. Det betød, at jeg kunne løbe mig to pladser op, så jeg samlet blev nr. 38. Det var rigtig dejligt at lykkedes den sidste dag, og derfor så jeg også meget frem til den efterfølgende woc-træningslejr. Desværre blev den ikke så hård for mig, da jeg efter 4 træninger i mellem-relevant terræn fik ondt i lænden. Jeg har haft problemer med lænden det meste af 2012, men det har aldrig været så slemt. Jeg kunne dårligt gå rundt, og jeg havde store smerter, når jeg roterede ryggen den mindste smule. Jeg fik lidt behandling af en fysioterapeut, som forsøgte at sætte mit låste bækken på plads uden held. Jeg har endnu ikke fået det sat på plads endnu, og jeg har stadig smerter. Det har betydet, at jeg desværre ikke har været i stand til at løbe DM-stafet og DM-lang, som jeg ellers havde set frem til. De sidste dage på træningslejren var det derfor ikke muligt for mig at lave noget træning. Dermed havde jeg god tid til at gøre tanker om sæsonen 2012 og næste sæson.

De resultatmæssige højdepunkter 2012 har helt klart været VM-stafetten (6. plads), VM-sprint kval (2. plads) og DM-mellem (2. plads). Stafetten var virkelig en stor oplevelse, og noget jeg er rigtig stolt over at tænke tilbage på, mens at de to andre ikke vejer lige så højt, da det ikke har været sæsonens vigtigste løb.

Når jeg kigger på resultatlisten fra world cup og vm, ser jeg mange navne som jeg kender fra min juniortid. Bl.a. Matthias Kyburz, Gustav Bergmann, Jonas Leandersson osv. De har formået at tage skridtet op og være med i toppen i senior-klassen på kun to år. Der er meget imponerende, men samtidig synes jeg også, at det fortæller mig at jeg har gjort noget galt. For 2 år siden kunne jeg slå dem, men nu er de en del bedre end mig. At de har taget skridtet op i toppen viser også, at det slet ikke er umuligt, selvom konkurrencen er hård, man skal bare finde sin vej der op. Og jeg er på vej til at finde min.

Næste års store mål bliver VM i Finland og World Games i Columbia. På grund af vm programmets sammensætning føler jeg ikke, at man kan løbe sprint og lang, og derfor er målet at komme med på mellemdistancen og sprinten. Sprinten er igen, den distance som jeg satser mest på og målet er top 12. Mellemdistancen bliver en stor udfordring for mig at få lov til at løbe. Terrænet er stenet og tungt og normalt ikke noget, som passer mig specielt godt, men det har jeg tænkt mig at lave om på. Det første der skal ske i forhold til at kunne realisere denne drøm, er at få styr på ryggen. Den har generet mig meget i terrænet, og gjort mig ret umobil, hvilket slet ikke er optimalt, når man hopper rundt mellem sten. Derfor er den første priotet i øjebilkket. Når jeg forhåbentlig snart har fået styr på den og samlet energi til at træne frem mod næste sæson, begynder jeg den seriøse træning igen i Oktober, da der allerede ligger en world-cup afdeling i starten af januar. Og så skal jeg ellers forsøge at blive stærkere i terræn samtidig med, at jeg selvfølgelig også kommer tilbage i ordentlig sprint-form.

I år har jeg ikke helt følt, at jeg har ramt den fysiske form på de rigtige tidspunkter. Fysisk har det føltes lidt op og ned hele året, uden at jeg har været helt på toppen på de vigtige konkurrencer. Jeg tror tildels, at det skyldes for dårlig planlægning. Jeg har ikke helt haft styr på, hvordan sæsonen så ud, og hvordan jeg skulle træne i forhold til de vigtige konkurrencer. Dermed har der måske ikke været den store tanke bagved min træning en måned før fx EM i forhold til at kunne præstere godt til EM. Det skal der laves om på, og jeg er derfor i gang med at planlægge næste års sæson. Hvilke løb skal jeg løbe, og hvordan skal jeg træne, og hvad skal der være fokus på i de forskellige perioder. Jeg har sammenlignet denne sæson med 2010 sæsonen, som var min mest succesfulde sæson, da jeg bl.a. blev jr. Verdensmester på hjemmebane. Og jeg tror, at planlægningen af 2010 sæsonen var afgørende for, at jeg lykkedes. I 2010 havde jeg også følelsen af at blive stærkere og stærkere gennem hele sæsonen, hvilket nok skyldes planlægningen samt den store priotering jeg gjorde i forhold til jwoc. Jeg var ekstremt kynisk i forhold til at få hvilet nok, trænet hårdt, lytte til kroppen omkring sygdom og skader. De to sidste år har jeg ikke været helt kynisk nok. Jeg tror ikke helt jeg har gjort de rigtige prioteringer, specielt har jeg været for dårlig til at hvile ordentlig og respektere sygdom, hvilket har gjort at kroppen til tider har været for nedkørt også til vigtige konkurrencer.

Det er det her jeg skal tilbage til! Foto: Tutzon

Det kommer jeg til at blive igen for ellers er det ikke muligt at blive blandt en af verdens bedste, og det er det jeg gerne vil. Jeg vil ikke rode rundt som nr. 50 i world cuppen, så nu skal der satses.

EM

Nu sidder jeg i bussen på vej hjem fra EM. Det endte med en 49. plads på mellem, 26. plads på sprint og 19. plads på stafet. Og så kan man så spørge, om jeg er tilfreds? Jeg opnåede ikke min målsætning om at komme i top 25 på mellem og top 15 på sprint. Så selvfølgelig er jeg ikke helt tilfreds, men jeg er heller ikke specielt skuffet. Jeg må bare se i øjnene, at jeg ikke var bedre til EM. Jeg var også uheldig at blive syg i løbet af ugen, som jeg skrev om efter sprint-kvalen. Jeg var helt stoppet i næsen torsdag og fredag, men derefter løsnede det.

På mellemdistancen var benene helt tunge fra start, og det var rigtig tungt mentalt hele vejen. Terrænet var rigtig krævende løbsmæssigt (ihvertfald for mig), da det var ret stenet, og bakkerne var rigtig stejle. Jeg kæmpede så godt jeg kunne, men jeg kunne ikke komme op i tempo. Jeg forsøgte hele tiden at muntre mig selv op, men da jeg blev overhalet af Ulf ved 15’eren og slet ikke kunne følge med, kunne jeg godt se, at jeg nok ikke lå særlig godt. Jeg endte med at blive sidst af de gennemførende. Ikke noget jeg er specielt stolt over. Men jeg ved, at jeg ville have kunne gjort det bedre, hvis jeg ikke havde været syg. Selvom det nok stadig havde været svært at komme i top 25. For at gøre det, skal man nok være stærkere i terræn end jeg er lige nu, så der er ikke andet at gøre end at tage hjem og træne.

Resultater mellem
GPS mellem
Kort med vejvalg

På vej til post 3 på Mellem-finale  (billede Tutzon)

Efter mellemdistancen havde jeg heldigvis en hviledag, da jeg ikke løb langdistance, og kroppen blev mere frisk efter det. Så jeg følte mig klar til sprinten, som er den distance jeg har satset mest på i år. Inden start var jeg fokuseret, og jeg følte mig klar til at gå ud og give den fuld gas fra start. Sygdommen var glemt, og nu var det orienteringen, der var i fokus. Jeg lagde hårdt fra start og lå rigtig godt (nr. 4) efter de 3 førster poster, hvilket jeg synes var ret positivt at se bagefter (man må jo glæde sig over det man kan). Herefter bommede jeg så 4’eren, men fortsatte med at køre på, og jeg løb næsten op med de bedste på mange af strækkende derfra og ind til kortskiftet. Så det var meget fedt. Desværre fik jeg problemer med min maven, og det forhindrede mig i trykke fuldt på den sidste runde. Jeg har før haft problemer med maven, men det er efterhånden et stykke tid siden, så det var lidt træls, at det lige skulle komme til EM. Så jeg endte med at ryge fra en 16. plads til en 26. plads. Så min målsætning om top 15 var altså ikke urealistisk, men det er tæt, så der skal ikke så meget til for at man ryger ned i resultatlisten. Bortset fra 4’eren løb jeg godt teknisk, så jeg tror, at alle mine sprinttræninger har hjulpet. Da jeg kom i mål, var jeg overbevidst om, at jeg ikke havde tempoet til at følge med de bedste, men på stræktiderne kan jeg se, at jeg er godt med indtil, jeg får problemer med maven. Hvis jeg trækker mit bom fra på 4’eren, ville jeg kun ligge 8 sek efter på 12’eren. Men selvfølgelig kan man altid sige det, men jeg synes lige så godt, at jeg kan fokusere på det positive, selvom jeg selvfølgelig stadig ville ønske, at jeg kunne løbe endnu hurtigere. Det er der dog heldigvis råd for. Der skal bare trænes. De to individuelle konkurrencer har givet mig rigtig stor motivation til at træne hårdt for at blive hurtigere og komme højere op på resultatlisten. Så nu skal jeg bare huske på denne følelse under hver træning frem til VM midt i juni, og så kan jeg forhåbentlig gøre det bedre der.

Resultater sprint
GPS sprint
Kort med vejvalg

Post 8 på sprinten  (billede Tutzon)

I dag sluttede EM så med stafet. Jeg løb sidste tur på det danske 1. hold. Søren Bobach løb først, og han var med helt fremme rigtig længe. Desværre tabte han lidt til sidst og endte med at sende Christian Christensen ud som 17 ca. 1.30min efter. CC løb rimelig fint og lavede kun et par små fejl. Han tabte dog lidt tid til teten, og jeg kom ud som nr. 18 ca. 4.30 efter de forreste. Jeg havde besluttet mig for at være offensiv hele vejen, og jeg trykkede derfor hårdt på fra start. Jeg kom ud lige foran Milos Nykodym fra Tjekkiets 2. hold, vi havde forskellig 1’er. Jeg bommede 1’eren lidt, men var stadig foran ham til 2’eren. På vej ind mod 4’eren røg jeg for højt op på skrænten, og jeg mistede derfor 1-1.30min. Der blev jeg hentet af Gernot Kerschbaumer og Kratov. Jeg forsøgte at hænge på, men jeg var ikke stærk nok i terrænet, så jeg mistede hele tiden lidt til dem. Og jeg så dem sidste gang ved 15’eren. Men jeg var sammen med Milos det meste af vejen fra 12’eren. Han satte mig dog på vej til 17’eren, da jeg blev forvirret over de mange skispor. Og så kunne jeg ikke hente ham igen på det sidste løbestykke. Jeg endte med at løbe holdet i mål som 19’er.

Resultater stafet
Gps stafet
Kort med vejvalg

Målgang på stafetten (billede Tutzon)

Herefter løbet kan jeg igen konstatere, at jeg mangler noget fysisk i forhold til de bedste. Men jeg synes heller ikke at jeg har været i super god fysisk form heroppe. Jeg sidder lidt med en fornemmelse af, at jeg var bedre løbende i starten af December, inden jeg blev skadet. Det er selvfølgelig ikke sikkert, det er rigtigt, og jeg har egentlig ikke nogen tid, som direkte kan indikere det, men jeg følte mig bare bedre løbende især i terrænet i December. Så nu må jeg bare sætte mig ned og overveje, hvad jeg måske kunne have gjort anderledes i min træning. Og så må jeg bare sørge for at være bedre til VM om 2 måneder.

På trods af at jeg ikke helt nåede mine mål, var det en rigtig fed tur til EM. Det var som sædvanlig rigtig hyggeligt at være med landsholdet på tur. Pigerne leverede også rigtig gode resultater, specielt på de sidste to konkurrence. Det var rigtig imponerende, og jeg tror også, at det kan være med til at give os drenge noget tro på, at vi også kan gøre det godt.

Jeg kommer helt sikkert til at skrive mere om min træning frem mod VM. Det næste, der står på programmet, er iagtagelsesløb til VM i næste weekend. Her er målet at løbe mig på VM-holdet. Jeg satser allermest på sprinten, hvor målet er at vinde.

EM sprint kval

Nu ligger jeg i min seng efter en velgennemført sprint kvalifikation. Jeg løb helt som jeg skulle og lavede ikke rigtig nogen fejl. Det er dejligt at se, at farten også er ved at være der, selvom jeg slet ikke var frisk, da jeg vågnede i morges.

Næsen var fyldt med snot, og halsen var tør og træls, da jeg vågnede. Kroppen føltes også helt slap, og jeg måtte bruge en del energi på at sætte mig selv op. Det er nemlig ikke den følelse, jeg har drømt om at have i kroppen morgenen inden EM-sprinten. Så der var en del tanker, der nåede at gå igennem mit hovedet på vejen fra Orsa til Falun, som er en 1,5timers køretur. Jeg var nervøs for ikke kunne få ordentlig gang i kroppen inden start, og jeg ikke ville have farten til at gå videre, da lidt sygdom nedsætter præstationsevnen med nogle procent. Men jeg besluttede mig for at kæmpe hele vejen lige meget, hvordan det føltes, og så måtte resultatet blive som det blev.

Da vi nåede frem til karantæneområdet, føltes kroppen stadig træt, men den vågnede heldigvis lidt op, da jeg kom ind i hallen, hvor resten af løberne sad. Jeg tog en rimelig lang opvarmning for at få gang i kroppen, og det føltes egentlig ok inden start efter jeg havde lavet et par stigningsløb. Så var det lidt nemmere at glemme forkølelsen og fokusere på det, som det gjaldt om. Vi havde luret starten hjemmefra, og jeg var ret sikker på, at vi startede direkte ud med en post i skoven. Så jeg skulle være helt skarp fra start og få 1’eren sikkert. Det lykkedes, og derefter gik det fint. Jeg var lidt i tvivl om vejvalget til 5’eren, men besluttede mig ret hurtigt. Da der ikke er kommet stræktider endnu, har jeg ingen idé om det var det rigtige jeg gjorde, men jeg tror det var helt fint. Da vi passerede vejen efter 9’eren, følte jeg mig rimelig sikker på, at jeg nok skulle klare det. Jeg fortsatte selvfølgelig med at give den gas resten af vejen. Jeg satte dog lidt ned for farten, da jeg kom ned mod sidste posten og hørte Per Forsberg sige, at jeg løb mod en 2. eller 3. plads. Det endte med en 3. plads, 26 sek efter Martin Hubmann.

Resultater

Kort med vejvalg

Nu står den bare på afslapning og opladning til mellemdistance finalen i morgen. Jeg håber virkelig, at min krop bliver mere frisk end den har været i dag. Jeg er dog ret fortrøstningsfuld, da det ikke føles som om det er blevet værre efter løbet. Og mon ikke det nok skal gå, hvis jeg bruger diverse heksemidler som ingefær, lime, honning og halstabletter.