Hvordan bliver man god til noget? Jo man øver sig/træner, og
det er noget, jeg har gjort i denne weekend. Her var Claus Bloch og jeg nemlig på
sprint-træningslejr på Fyn/Sydøst jylland. Og her fik vi trænet rigtig meget
sprint, helt præcist løb vi 7 sprinter på 5 forskellige kort fra fredag aften
til søndag sen eftermiddag.
Turen startede i Holluf Pile i Odense, hvor den stod på almindelig sprint. Området er ikke det allerbedste til sprint, men når tempoet er højt nok, så blev det alligevel krævende. Herefter tog vi til Faaborg, hvor vi boede på vandrehjem.
Lørdag stod der 3 sprinter på programmmet: sprint i Faaborg,
sprint-intervaller og sprint i Svendborg. Altså 3 rene by sprinter. Begge
områder er rigtig gode sprintterræner pga. de mange små passager, og det blev 3
rigtig gode træninger. De to almindelige sprinter løb vi hver for sig, mens vi
havde samlet start på intervallerne for at presse tempoet, så meget som muligt.
Det gjorde denne træning rigtig hård, men også meget udbytterig. Claus viste mig
også, hvordan man skal løbe på de længere stræk i sprint, her skal det gå
rigtig stærkt. Det overraskede mig lidt, hvor stærkt Claus løb på de lange
stræk, og det har gjort mig bevist om, at det er noget jeg skal have fokus på
fremover. Jeg erfarede tilgengæld også, at jeg er ret dygtig i de teknisk
krævende områder, og her kunne jeg ligge og styre. Efter de 3 træninger var jeg
fuldstændig færdig i benene. Især var mine lår helt vildt ømme, men det skyldes
jo nok de 36km jeg havde løbet på asfalt i løbet af dagen.
Det var derfor ikke helt rart, da jeg stod ud af sengen dagen
efter, hvor programmet stod på sprint-intervaller i Faaborg, sprint i Marielund
i Kolding og sprint i Bygholm parken i Horsens. Det løsnede heldigvis i benene
efter lidt opvarmning, og jeg følte mig overraskende godt løbende på
sprint-intervallerne, som vi igen lavede med samlet start. Herefter kunne vi
lige nå lidt mad og film, inden vi kørte afsted mod Kolding. Her skulle vi løbe
en lidt mere varieret sprint end de andre, da en del af kortet er skov. Jeg har
aldrig rigtig løbet skovsprint før, så det var en rigtig god erfaring. Det går
meget hurtigere med at komme frem på kortet i forhold til, hvad man er vant til
fra almindelig skovorientering, og det betyder at man skal være rimelig skarp
med ikke at komme for langt. Efter træning kørte vi videre mod Horsens for at
afslutte weekend turen med en sprint i Bygholmparken i Horsens. Igen gik en del
af banen i lidt skov, og allerede her følte jeg, at jeg havde betydeligt bedre
tjek på det end i Kolding, så man bliver altså bedre til det man træner. Benene
var trætte hele vejen rundt på banen, men det hjalp at det var den sidste
træning, så der var jo ingen grund til at spare på krudtet.
Der sprintes i Faaborg |
Den eneste måde at komme sig over 3 hårde træninger på en dag :-) |
Efter hver træning sammenlignede vi stræktider for at få så
meget ud af træninger som muligt. Derudover fik vi også set lidt film og
slappet lidt af. Det var også inspirerende at være afsted med Claus, som jo har
stor erfaring i sprint. Og det er selvfølgelig også altid en fornøjelse, når
man ender med at vinde 4-3 J
Kortene fra træningerne kan ses i kortarkivet.
Jeg vil også gerne lige rette en tak til Faaborg OK,
Svendborg OK, Odense OK, Kolding OK og Horsens OK for at stille deres kort til
rådighed for os. Det er dejligt at vi er så åbne over for hinanden i o-danmark!
Her de næste to dage skal jeg træne meget lidt for at komme
ordentlig ovenpå igen inden jeg kører 4 dage med intervaller for at booste
formen frem med EM.